Hvad er vorter?
Vorter er små godartede "svulster", som er helt ufarlige. Årsagen til vorter skyldes en virus,
der får hudcellerne til at vokse hurtigere.
Hvordan ser en fodvorte ud?
Fodvorten har i midten en lille fordybning, og hvis man ser godt efter, sidder der sorte prikker. Ligtorne adskiller sig ved ikke at have sorte prikker.
Hvem får fodvorter?
Alle kan få fodvorter, men fodvorter er mest almindelige hos skolebørn.
Hvordan smitter fodvorter?
Fodvorter smitter, især i våde rum som f.eks. svømmehal og badeværelser, men også i f.eks. gymnastiksalen. Det sker ved, at man træder på et sted, hvor én med en fodvorte har gået. Derfor bør vorten være dækket til af plaster, badesko eller gymnastiksko.
Hvordan behandles fodvorter?
Fodvorter kan forsvinde af sig selv, men det kan tage lang tid – de fleste forsvinder indenfor 2 år. Kroppen danner selv antistoffer mod den virus, som er årsag til vorter. Man bør dog behandle vorter, da de for det første kan være ømme ved tryk, men også for at undgå at smitte andre. Man kan også smitte sig selv med fodvorter således, at man får flere.
Den behandlingsmetode, som anbefales, er langvarig og kræver tålmodighed. Vorter behandles med et ætsende middel, hvorved huden langsomt opblødes. Her anbefales at købe Verucid, som kan fås i håndkøb på apoteket. Vorten fjernes herefter lettere med en fil eller en lille skarp kniv (skalpel).
Hos lægen vil man desuden kunne tilbyde frysning af vorten.
Behandlingen af fodvorter:
Tag fodbad i meget varmt vand i 10 minutter.
Fil eller skrab løs hud væk fra vorten, så langt ned som muligt, uden at det bløder.
Tør af med et rent håndklæde. Brug et ætsende middel, men kun på selve vorten. Smør evt. vaseline udenom vorten, så det ætsende middel ikke ætser den raske hud.
Gentag behandlingen hver dag, bedst om aftenen før sengetid.
Er fodvorten øm p.g.a. tryk, kan der bruges en filt-ring, der hindrer tryk.
Vær tålmodig.
Efter 6 ugers behandling er 60 % af vorterne forsvundet, og yderligere 20 % forsvinder efter
6 ugers fortsat behandling. Hvis fodvorterne ikke forsvinder efter dette, bør lægen kontaktes.
Januar 2007, MRA