Øjenbetændelse

Betændelse i øjets slimhinde (”det hvide i øjet”) skyldes bakterier eller virus.

Den hyppigste form for øjenbetændelse ses som led i en forkølelse. Typisk ses der gule klatter i begge øjne, mens det hvide i øjnene ikke er rødt. En sådan øjenbetændelse skyldes virus og skal ikke behandles med øjendråber. Barnet kan uden videre sendes i daginstitution.

Øjenbetændelse, der skyldes bakterier, viser sig typisk ved, at det hvide i det ene øje bliver rødt og der ses klistret, gult og tykt pus i øjenkrogen. En sådan øjenbetændelse skal behandles med øjendråber, og barnet kan først sendes i daginstitution efter, at behandling med øjendråber er startet.

Meget ofte skyldes øjenbetændelsen dog virus. Her ses det hvide i øjnene fortsat hvidt, selvom der kan være masser af gult o grønt pus i øjnene. Det svarer til en forkølelse i øjets slimhinde. Ligesom snot i næsen, skal der ikke behandles med antibiotika, heller ikke som øjendråber. 
Er du i tvivl, kan du altid få en akut tid i klinikken samme dag eller dagen efter, så vil din læge afgøre hvad der skal ske. 
 
 

Medicin

Skyldes betændelsen i øjet bakterier skal øjnene dryppes med øjendråber, der indeholder antibiotika. De to mest anvendte øjendråber er Fucithalmic og Kloramfenikol. Fucithalmic skal kun bruges 2 gange daglig, men svier i øjnene. Kloramfenikol svier ikke, men skal bruges 6 gange hver dag. Øjnene dryppes indtil de ser normale ud - det vil sige uden rødme og pus.

Behandling hjemme: Rens øjnene flere gange dagligt med lunken saltvand.

Ring til lægen med det samme: Hvis øjet smerter, og barnet er lyssky.

 

Smitte

Øjenbetændelse er stærkt smitsom. Både når det skyldes virus og bakterier. Husk derfor at vaske hænder efter berøring af barnets øjenomgivelser. Renses begge øjne, må man bruge et rent kompres eller frotté klud til hvert øje. Barnet fører ofte betændelsen fra det ene øje til det andet.

 

Daginstitution

Et barn med udtalt øjenbetændelse, det vil sige kraftig pusflåd, tydelig lysskyhed og hvor det hvide i selve øjet er rødt, holdes hjemme indtil barnet er undersøgt af lægen og evt. behandlet med øjendråber.

Det samme gælder, hvis øjenbetændelsen har varet mere end én uge. Der er derimod ingen grund til at holde det barn hjemme som har en almindelig virus - øjenbetændelse, selv om der er pusklatter i øjet. Forkølede børn med øjenbetændelse har således krav på at blive modtaget i daginstitution eller dagpleje, uden at de er sat i behandling med øjendråber.

Under tiden optræder øjenbetændelse som epidemier i daginstitutionen og er næsten ikke til at udrydde. Så kan det være nødvendigt, at barnet bliver hjemme til alle tegn på betændelse er forsvundet.